Julie guider dig rundt i gaming- og webland

Det bedste nyhedsbrev inden for digital kultur, som jeg modtager i min inbox er Julie Horups ugentlige “Tryk start”. Julie har blik for de interessante nyheder inden for gaming, popkultur og film. En absolut fornøjelse at læse
Tryk Start

Lars K. leverer medieoverblikket og gode råd om ledelse

Min gamle kollega og gode ven, Lars K. Jensen er kendt af alle, der arbejder med digital kommunikation og online journalistik. Han har i flere år udgivet et superbt nyhedsbrev, “Digital Ugerevy”, hvor han samler op på, hvad der er sket, og hvilke nye tendenser, der er på vej.

Interesserer du dig det mindste for digital kommunikation og medier, så skal du abonnere på det.
Digital Ugerevy

Lars K. Jensen har også lige startet et andet nyhedsbrev op, Bedre Ledelse, med ét godt råd om ugen til at udøve bedre ledelse, bl.a. af udviklingsteams. Tjek det ud.
Bedre Ledelse

Overflødighedshorn med Néné – hver søndag

Inspirationen til dette site og det nyhedsbrev, som jeg starter op, kommer især fra Néné La Beet. Hun har i nogen tid udgivet det ugentlige nyhedsbrev, Serendipitet, med links til, hvad hun er kommet forbi på sin vej i det digitale og kulturelle, sites, film, politik, bøger med mere. Det er bare fedt og altid interessant.

Serendipitet betyder i øvrigt: “det at finde uden at søge, men derefter også at erkende værdien i det, man har fundet”. Meget passende for hvordan jeg har det – hver gang jeg har læst Serendipitet.
Serendipitet

Gaming

Succes for dansk mobilspil ved prisuddeling

Altid dejligt at høre om små indiespil – og så endda fra Danmark – der går hen og slår favoritterne fra de store studier. Her er det spillet “What The Golf”, der slog “Call of Duty: Mobile”.

Det danske spil har en sjov beskrivelse, der giver en lyst til at spille det – nemlig “til mennesker, der hader golf, lavet af mennesker, der ikke aner noget om golf”
DR har historien

Bøger

Til Ønskelisten: Ny bog om Den Kolde Krig

Historiker Poul Villaume har sendt første bind på gaden om Den Kolde Krig – “Frygtens logik. Den Kolde Krig – en ny global historie 1917 – 1961” og bogen får en meget rosende anbefaling i Altinget.

Bogen skildrer grundigt forudsætningerne for og udviklingen af Den Kolde Krig i modsætningen mellem Sovjetunionen og Vesten.

Klart en der skal på min ønskeliste over kommende bøger.
Altinget

Podcasts

Politiknørder: Talking Politics er et must-hear

Jeg lytter til *masser* af podcasts – mere end flowradio ( og ja, P1 er min foretrukne – so sue me – jeg er årgang 1968 ).

En af de allerbedste internationale podcasts om politik – min store passion – er Talking Politics.

Den har kørt siden 2015 – og drivkraften bag er professor i politik ved Cambridge , David Runciman, der også er forfatter til flere bøger om politik – fx “How Democracy Ends” ( meget anbefalelsesværdig ) og den nye Where Power Stops”.

Sammen med medvært Helen Thompson – forsker i politisk økonomi – tager han aktuelle spørgsmål under behandling: britisk politik, amerikansk politik, nye tendenser i forskningen, historiske emner .

Med en overordentlig velmoduleret stemme – perfekt til radio – tager David Runciman sammen med Helen Thompson hver torsdag fat på et emne med gæster, der oftest er top-forskere og politikere.

Kan varmt anbefales

Europæisk overblik med Deutshe Welles InSide Europe

Jeg kan tysk, men jeg er desværre ikke så superskarp, som jeg er på engelsk. Det er lidt småskidt, når nu der er så mange interessante udsendelser på tysk.

En af kvalitetsudbyderne er Deutsche Welle – en tysk offentligt station der leverer grundig og nøgtern journalistik. De har heldigvis den ugentlige podcast Inside Europe, hvor de leverer ugens vigtigste nyheder om politik, kultur og sport kombineret med reportager om europæerne.
Inside Europe

Musik

Gå til intimkoncerter via computeren og støt kunstnerne

Jeg har først for nyligt stiftet bekendtskab med begrebt LowFi koncerter – d.v.s intimkoncerter i private hjem, som du kan købe billetter til.

Der er jo ikke mange private forsamlinger for tiden, men der spilles stadig musik derude. Nu kan du købe billetter til 25 kroner for en halv times koncert.
LowFi

Kreativitet

Toy Story 3 genskabt med rigtigt legetøj

Hvad jeg altid i særlig grad har elsket ved internettet , er det rum for udfoldelse og fremvisning af kreativitet ved alle enhver.

Et godt eksempel har DR henledt min opmærksomhed på. To unge amerikanere har brugt otte år på – frame for frame – at genskabe hele Toy Story 3 filmen med rigtigt legetøj og virkelige mennesker samt stopmotion-teknologien.

Imponerende.

Filmen ligger på YouTube – og DR har baggrundshistorien.

Tegneserier

Marvel overrasker med non-binære superhelte

Marvel introducerede d. 17. marts et hold nye teenage-superhelte, hvor især et tvillingepar har tiltrukket sig opmærksomhed.

De er non-binære – og hedder henholdsvis Snowflake og Safe Space. De har evnerne til at opdage mobning og psykisk terror.

Derudover introducerer Marvel teenage-helt ScreenTime, der er konstant opkoblet på nettet – og kan se verden som augmented reality og med realtids kort.

Sådan er enhver teenager i den moderne verden, tænker du måske – men nu er det en superhelt .

Marvel New Warriors

Comments are closed.