Omdan din mobil til et mediehus med distribution af tekst, video og lyd samt dokumenter – uden at betale en øre. Nemt og sjovt.
Den anden dag var jeg inviteret til at holde et lille foredrag for fagforbundet 3Fs journalister på Fagbladet under overskriften “Gode Apps til din mobiltelefon”.
Det var meget jeg glad for at få mulighed til, da al tale de seneste år er gået på iPad og andre tablets – mens mobilerne er gledet lidt i baggrunden som knap så funky.
Det er skidt. Vores smartphones er i højere grad computere end blot mobiltelefoner – og udstyret med få apps kan de gøre hvilken som helst journalist til en mobil redaktion.
Alle apps nedenfor er gratis og kan implementeres både på iPhone og Android-mobiler, så der er frit platformsvalg 🙂 . Download dem alle , og du har en god værktøjskasse til at starte ud på dine eksperimenter med.
Gem og del viden
1. Delicious – http://delicious.com
Når du læser nyheder og besøger spændende hjemmesider via din mobil – og lige kommer forbi en side, som du gerne vil gemme til senere brug, så installér onlinebogmærketjenesten Delicious og sæt en “Gem denne side” ind i bogmærkerne til din mobile browser. Så kan du desuden broadcaste nyttige og læsværdige sider til læserne via din mobil
2. Evernote – http://evernote.com
Gem dokumenter, foto, dokumenter , kodeord bag krypteret væg – på nettet. Du kan optage lyd via din mobil, når du fx sidder til et møde. Du kan også tilføje noter ved at sende en mail til en speciel mailadresse tilknyttet din konto http://evernote.com gratis. Via app’en kan du bruge Evernote som stedet , hvor du gemmer de vigtigste filer, passwords, video og fotos, som du kommer forbi, når du er på farten. Bagefter kan du tilgå alt indholdet fra hvilken som helst anden enhed: laptop, iPad eller desktop samt sende materialet videre til andre – eller dele det på sociale netværk. Du har adgang til 2GB plads i gratis versionen.
3. Dropbox – http://dropbox.com
Upload større dokumenter og synkroniser dem med alle dine computere og mobile enheder. Du kan installere programmer på dine smartphones, computere og tavle-computere – eller du kan tilgå Dropbox via browseren. Du har 2GB plads – og give adgang til mapperne til samarbejdspartnere, der ikke har Dropbox gratis. Det sidste er især nyttigt, hvis du er træt af ftp-problemer, når du skal overføre større filer til grafikeren eller redaktionssekretæren – eller altid lige har glemt en usb-nøgle. Det forhold løser Dropbox.
4. Dragon Dictation – http://www.nuance.com/dragon/index.htm
De fleste har prøvet at være på farten og få en god tanke, der lige burde nedfældes på skrift og gemmes eller måske sendes videre med en sms, mail eller smides på Twitter. Men det er svært, hvis man spadserer hen ad gaden eller står i bussen, hvor man skal holde balancen med den ene hånd.
Her er Dragon Dictation måske svaret. Diktér hvad du gerne vil huske eller sende – i et tydeligt og roligt dansk – og tryk gem: vupti så har app’en omsat din tale til tekst, der kan sendes som sms, gemmes som tekst eller distribueres til Facebook. Du har selvfølgelig muligheden for at rette i teksten, hvis app’en ikke lige fik fat i alt, men du vil blive overrasket over, hvor god app’en er 🙂 .
Skriv og del viden
5. WordPress – http://wordpress.org
Som webskrivende med et solidt cms – som f.eks. WordPress – er det nødvendigt at kunne tilgå sit site og skrive kortere tekster med foto og links – og selvfølgelig er der en app til det, hvilket gælder for alle cms’er med respekt for sig selv. Det er også muligt at redigere kommentarer, tilgå kladder og gennemse statistik mv.
6. Tumblr – http://tumblr.com
Et blog-værktøj, Tumblr, skiller sig imidlertid ud ved at være indrettet med mobil publisering for øje. Det er utroligt nemt at poste tekst, foto, video og lyd via Tumblr – og det bliver derfor ofte brugt som mobilplatform for kommunikatører. Brugervenligheden og hastighed er i top.
7. Hootsuite til Twitter – http://hootsuite.com
Twitter har selv en meget velfungerende app, men hvis nu man bestyrer flere Twitter-kontis – f.eks. via sit arbejde – er Hootsuite et rigtigt godt valg. I gratis udgaven kan du tilknytte fem kontis – ikke bare Twitter, men også Facebook eller LinkedIn – og er I flere, der skal kunne tilgå en konto via Hootsuite, kan I nemt dele adgangen via tjenesten. Endvidere er det muligt at skrive en tekst og sætte den til autopublisering på et givet tidspunkt. Desuden er det nemt at oprette søgninger så man f.eks. kan følge et bestemt hashtag som #dkpol . Af andre lignende værktøjer kan nævnes TweetDeck.
Foto
8. Photoshop Epress – http://photoshop.com
Når du har taget et foto til brug for en artikel eller webside, men ønsker at beskære det, har Adobe udgivet en fin app med de allermest grundliggende funktioner – beskær, roter, juster lys og farve mv. og send endelig dit redigerede motiv videre eller udgiv det på din hjemmeside. Det er nemt og forståeligt uden de store dikkedarer.
Video
Video er en standardfeature på enhver smartphone, men ved at downloade de to nedenstående apps, kan du livestreame video via din mobil – enten til din profilside på tjenesterne eller ved at indlejre videoen på din egen side.
9. Bambuser – http://bambuser.com
På to minutter kan du komme igang med at streame direkte ud til dit publikum via din mobil. De kan enten følge dig på Bambuser.com/ditnavn eller via din hjemmeside – bare du har 3G-adgang. Desuden er det muligt at være i dialog med sit publikum, der selvfølgelig kan skrive kommentarer til dit stream. Når udsendelsen er slut, bliver udsendelsen gemt på sitet – og kan desuden downloades.
10. Qik – http://qik.com
Det samme gør sig gældende med Qik , der ligeledes giver dig mulighed for stream i god kvalitet, med kommentarer og indlejring på andre sider.
Lyd
På samme måde som med video kan du optage lyd via din mobil og umiddelbart udgive det som podcast, dels via tjenestens side, sendt ud som link via Twitter eller Facebook eller forbundet med iTunes.
11. Audioboo – http://audioboo
Indtal din reportage på mobilen, find en overskrift, emneord og tryk “udgiv” – og du har udgivet en podcast. Nemt og hurtigt. Store nyhedstjenester bruger Audioboo som f.eks. BBC
12. SoundCloud – http://soundcloud.com
På samme måde er det med SoundCloud, der ligeledes er en god platform for distribution af lyd. Den er lige så nem som Audioboo, når du skal optage lyd og hurtigt distribuere det. Tryk på Record – og udgiv bagefter, når du er færdig.
Hør et eksempel på mobilbrug af SoundCloud med Henrik Føhns, P1s Harddisken , der er i Austin til kultur- og teknologikonferencen South-by-South-West, hvor han hver dag udgiver en lyddagbog.
Det var mine bud fra hoften, men hvad har du selv brugt ?
Kom med dine bud i kommentarsporet med et link og en kort beskrivelse. Vi har alle brug for til stadighed at udveksle erfaringer om nyttige værktøjer – og der kommer hele tiden nye frem 🙂
Tak for den fine overSigt. Jeg har anvendt stort set alle de iPhone-app’s du nævner i din liste, men jeg mangler noget til ren tekstBehandling, som fx plainText, der i øvrigt osse arkiverer i dropBox.
Jeg eksperimenterer lidt med iPhonews, som er en fullScreen webApp til iPhone lavet på iPhone …
Det er rigtigt. Teksteditors har jeg ikke adresseret . Tak for tip om PlainText.
Har du prøvet at bruge Bambuser i (semi)-professionel sammenhæng? Eller kender du til danske brugere eller gode cases?
Som et lille tillæg til din oversigt vil jeg pege på iAuthor, som er Apples værktøj til at lave iBooks mv. – http://www.apple.com/ibooks-author/ – ligesom man vel også med rette kan pege på Apples egen iPhoto-app.
Jeg er derudover voldsomt begejstret for LogMeIn, som giver mig adgang til alle mine PC’er – uanset hvor jeg er. Meget rart, når man pludselig mangler den fil, man fik lagt på skrivebordet på arbejdspc’en. Husk dog at slå Wake on LAN til på PC’en, hvis du slukker den, når du går hjem. Så kan LogMeIn nemlig også tænde for den.
Endelig er jeg blevet ret glad for Readability og Flipboard, når jeg skal have styr på alle de nyheds-sites mv., jeg følger.
Jeg har ikke selv brugt Bambuser i prof sammenhæng, men det har nyhedsredaktør på Ingeniøren , http://ing.dk , Daniel Bergsagel gjort tilbage i 2010 – og han delte erfaringerne på DONAs liste
I øvrigt tak for de andre forslag – jeg bruger Flipboard intensivt på mine iPads – og har lige hentet Readability, mens LogMeIn ligger og venter på at blive testet. IT-drengene i huset ( Ingeniørforeningen) er begejstrede, så jeg har haft den på min liste i et stykke tid.
iAuthor – der er vist lidt til regnvåde feriedage eller næste gang konen skal på forretningsrejse. Tak for buddene 🙂
ok, tak for link.
mit store problem er lydkvaliteten, som mildest talt er elendig på alle mobile videoer, men synes ideen om at kunne levere livestream fra taler, møder mv. er god og interessant. Også uden en kæmpeproduDuktion 😉
Må kigge efter nogle muligheder for at koble mikrofoner til min iPhone 🙂
Har du mulighed for at pege direkte på linket med Henrik Føhns der anvender Soundcloud optagelser med mobil telefon? Det er meget interessant emne at kunne anvende iPhone/Android til “OK” podcast optagelse. Og endnu mere interessant, hvilke accessories der mon findes af mikrofon tilbehør til iPhone/Android indenfor budget rækkevidde, der øger kvaliteten 2-10x ?