Jeg anbefaler et ja ved folkeafstemningen om ændring af retsforbeholdet til en tilvalgsordning, fordi det giver bedre rettigheder for danske borgere – og andre EU-borgere – og fordi danskerne får indflydelse på udformning af nye regler, fremfor bare at skulle kopiere, hvad andre har besluttet. Og så vil jeg være tættere på udformningen af EUs politik – og ikke lade Danmark bevæge sig ud til Norge og måske snart Storbritannien.
EU er med alle sine fejl en succes, der har sikret fred, velstand, indflydelse fra små lande på de store landes ageren og forpligtende løsninger på grænseoverskridende problemer.
Dét vil jeg ikke fjerne mig fra, men tage fuldt del i.
Men tilbage til hvorfor jeg stemmer ja
KLARHED OM HVILKET LANDS LOVE DER GÆLDER
Danske borgere og andre EU-borgere vil fortsat have en ens retssikkerhed – uanset hvor de befinder sig i unionen på de retsakter, der handler om det civilretslige område: arveret, skilsmisse , konkurser og gæld.
Et ja sikrer klarhed om, hvilkets retsgrundlag der gælder i en given sag inden for fx arveret. Har et ægtepar et sommerhus i Spanien – og manden dør, ja, så er det dansk arveret , der gælder fordi ægteparret var dansk.
Står DK uden for retssamarbejdet, så er det spanske love, der gælder – og så skal enken hyre en spansk advokat til at behandle sagen ved en spansk domstol.
Det samme gælder ved skilsmisse mellem to eu-borgere fra hvert sit land. Her er det skilsmissereglerne i det land, hvor de har boet længst sammen, der gælder, såfremt de går fra hinanden.
Står DK uden for retssamarbejdet, så skal advokater på tværs af landegrænserne skændes om, hvilket lands retsgrundlag der skal ageres ud fra.
Retssamarbejdet sikrer, at der er klarhed om, hvilket af to landes retsgrundlag, der gælder ud fra hvad der er tættest på borgeren – altså nærhedsprincippet. Der er ikke tale om, at et andet lands love rækker ind og gælder på dansk grund.
INDFLYDELSE PÅ UDFORMNING AF ÆNDRINGER TIL REGLERNE
Stemmer vi nej, så skal DK søge om at få en parallel-aftale med de øvrige 27 lande på de retsakter, hvor vi gerne vil være med , Dvs hvert enkelt af de øvrige lande skal sige :” Ok – DK må godt være med”. I sådan en situation har vi bare ikke ret til ændringer eller tilpasninger – det er take it or leave it.
Endvidere er vi ikke garanteret at kunne få lov til at være med. EU kan sige nej, hvis det skønnes ikke at være i EUs interesse at have DK med.
Er vi med i retssamarbejdet, har vi indflydelse på ændringer i retsakterne på de områder, hvor vi er gået med – og de andre kan ikke nægte os tilslutning til en retsakt.
I øvrigt har Danmark seks gange søgt om at få en parallel-aftale: fire gange har vi fået ja – to gange nej.
SUVERÆNITET OG OVERSTATSLIGHED
Ja, vi afgiver suverænitet ved et ja – og det er jeg ikke bekymret ved. Jeg opfatter EU-samarbejdet som et sted hvor store – og små – lande puljer deres suverænitet, og derved øger indflydelsen for det enkelte land.
Det kan godt være at landet mister manøvrerum i forhold til at vedtage love og agere internationalt , men samtidig sikrer det for et lille land som DK, at der er mere snor i de store lande i EU. Danske ministre og EU-parlamentarikere har indflydelse på, hvad f. eks Tyskland, Storbritannien, Polen og Frankrig kan gøre – og samtidig er det nemmere at håndtere grænseoverskridende udfordringer i EU; klima, forurening, tilsætningsstoffer i mad, kriminalitet, sociale rettigheder mv.
EU-landene holder ikke op med at indgå aftaler og samarbejde, selvom vi siger nej. Jeg frygter, at det placerer DK i et B-medlemskab hvor borgerne misser indflydelse og rettigheder på en lang række områder,
Verden går IKKE under ved et nej, men vi fjerner os fra det europæiske samarbejde og får mindre af de fordele, der er ved EU: ensartede regler under demokratisk kontrol på de områder, som Europaparlamentet har indflydelse på.
Jeg synes, at det vil være trist for danskerne at ende i et land, som har mindre indflydelse på reglernes tilblivelse og deres udmøntning end andre. Vi kan jo heller ikke bidrage med danske erfaringer på områder inden for retspolitikken og dermed gøre det måske bedre samt yde vores i samarbejdet.
TROVÆRDIGHED
Holder politikerne så hvad de lover ift tiltrædelse af flere retsakter end de 22, fordi suverænitetsafgivelsen så administreres af folketinget – ikke ved en folkeafstemning?
Well, retsforbeholdet og de andre forbehold er jo heller ikke (internt i DK ) juridiske aftaler men politiske aftaler mellem flertallet af partier i det daværende folketing – og vælgerne. Alligevel har politikerne holdt deres aftale med borgerne i 22 år. Forbeholdene kan ophæves uden folkeafstemninger, men det er ikke sket.
Men først og fremmest handler afstemningen for mig om at give danske borgere og andre EU-borgere i Danmark den bedst mulige retssikkerhed med gennemskuelige regler om, hvilke landes love der gælder ved tvister o. lign.
Og afstemningen handler for mig om at knytte Danmark tættere til det demokratiske samarbejde.
EU håndterer i et demokratisk samarbejde de grænseoverskridende udfordringer, som vi står med – og det løses bedst, hvis alle trækker på samme hammel, også Danmark. Det gælder klima, sociale minimumsregler i et indre marked, økonomisk koordinering så nye kriser undgås og flygtningestrømme – for at bare at nævne nogle få områder.
Vi kan stå uden for, men så det større landes rå magt, der dikterer.
Jeg vil være tæt på det europæiske samarbejde og ikke ende ude sammen med Norge og måske snart Storbritannien.
Problemerne med flygtningestrømmene kommer af for lidt EU – ikke for meget. EU Kommissionen har fremlagt en plan for fordeling af flygtningene – det følger medlemsstaterne bare ikke.
Det vil blive ti-fold værre i et mellemstatsligt samarbejde, som mange unionsskeptikere drømmer om. I EU er vi dog bundet sammen af forpligtende og på nogle områder – de grænseoverskridende – samarbejde.
Der vil jeg være som dansk borger.
Læs mere på http://givmigsvar.nu (Folketingets EU-oplysning)