Det er 50 år siden danskerne stemte ja til at indtræde i EF:

Hvordan sikrer vi en demokratisk indflydelse på Danmarks udvikling – og landets positionering på den internationale scene? Det har for mig været centralt for mit forhold til først EF og siden EU – og sat retningen for mit engagement i 36 år.

Det er jeg helt sikkert ikke alene med – hverken i min egen generation (jeg er årgang 1968), og henholdsvis de foregående og efterfølgende generationer.

Og som mange andre har jeg gennem årene ændret min holdning til EUs rolle i besvarelsen af spørgsmålet.

Jeg tilhører politisk venstrefløjen – med en afstikker til centrum-venstre undervejs – og den første afstemning, som jeg kunne deltage i, var den vejledende folkeafstemning i 1986 om ‘EF-pakken’, som den blev kaldt i dansk kontekst.

Den Europæiske Fælles Akt satte rammerne for etableringen af Det Indre Marked ved at aftale afskaffelsen af 300 tekniske handelshindringer inden 1993. Derudover styrkede Akten også EFs udenrigspolitiske arbejde og gav Europa Parlamentet mere indflydelse på dele af lovgivningen i EF.

Som socialist og nylig indmeldt i SF kom jeg hurtigt til at arbejde mod EF ud fra den danske venstrefløjs hovedsynspunkt: EF var kapitalens villige værktøj, der ville smadre det danske velfærdssamfund og flytte demokratiet til Bruxelles – og dermed langt væk fra folket.

Skuffelsen var stor over flertallets tilslutning til EF-pakken, men sammen med andre på venstrefløjen fokuserede jeg mit politiske arbejde på EF-modstanden de næste år. Det blev min identitet og fundering rent politisk.

Det sydeuropæiske udsyn

Imidlertid læste jeg lejlighedsvis artikler i medierne, politiske tidsskrifter og internationale aviser på bibiloteket om, hvordan den øvrige venstrefløj i Europa, både venstresocialister, euro-kommunister og socialdemokrater anskuede EF.

Deres syn var – på nær enkelte undtagelser – helt anderledes end det skandinaviske blik på EF. De så EF som et middel til at tøjle den internationale kapital, sikre lønmodtagerne og forbrugernes rettigheder på markederne og demokratisk indhegne den rå kapitalisme.

Den danske venstrefløjs europæiske venner og allierede undrede sig derfor over folkesocialister og socialdemokraters indædte modstand mod EF, kunne jeg læse.

Jeg kunne tilmed læse, at en af idémændene bag tanken om Den Europæiske Union, italieneren Altiero Spinelli var både reform-kommunist og føderalist.

Tvivlen begyndte at melde sig: Var vi i Danmark galt på den i vores syn på det europæiske fællesskab – og lod vi forudfattede holdninger sløre vores syn på de politiske muligheder?

For alt imens vi på venstrefløjen bekæmpede EU, som EF ændrede navn til efter 1992, lod vi den danske højrefløj om at være med til at modellere unionens indretning.

Demokratisk fundament

Efter Edinburgh-afstemningen i 1993 skiftede jeg endelig holdning ud fra en erkendelse af, at de grænseoverskridende problemer med fx miljø, forurening, trafikstruktur og kapitalens grænseløshed krævede et stærkt EU med aktiv folkelig deltagelse.

EU var den demokratiske arena, som vi skulle præge med vores synspunkter – i fredelig dyst med højrefløjen og uden at tale om “Ud af EU” – for at forbedre forholdene for danskerne og Danmark.

‘Socialistisk indsigt – Europæisk udsyn’ som vi sagde i gruppen SF’er for Europa op til afstemningen om Amsterdam Traktaten i maj 1998.

Selvom det slogang slog dækker mit partipolitiske indgangsvinkel til arbejdet med europæisk politik, er det vigtigste stadig forsvaret for og udbygning af demokratiske fundament i EU

Det er tydeligt i en tid, hvor freden i Europa er brudt af Rusland – og EU’s medlemslande gennemrystes af kriser og udfordringer fra ekstreme populistiske national-konservative partier, senest i Italien.

Det er drevet frem af mistillid til politikere og myndigheder – og den utilfredshed retter sig også mod EU.

Der findes ingen quick-fix på dette, slet ikke på EU-plan, men et værktøj vi bør kigge på i fremtiden, er foreslået af Future of EU: Flere borgerting sammensat af borgere fra medlemslandene, som supplement til Europa Parlamentets arbejde, når der skal udformes tekster til ny lovgivning.