Der har været stille her – på grund af mine andre projekter – især Privatliv.nu om, ja, privacy for forbrugere, og hvad de konkret kan gøre for at kontrollere, hvilke data de deler . Det har også handlet om tid med travlhed på job og i den private sfære.

Men faktisk skrev jeg allerede overskriften for et år siden for at gemme ideen og tanken bag følgende genstarts-indlæg her på Mediehack.

Overskriften henviser ganske tydeligt til dels Eli Parisers bog og teori om Filter Boblen (find link efter artiklen), hvor vi på grund af personalisering af medier i stigende grad kun forbruger indhold, som passer til vores præferencer og dermed (måske) misser nye og overraskende vinkler.

Og det så henviser det også lidt til den beslægtede teori om de sociale mediers ekkokammer, hvor vi hver især diskuterer og udveksler indhold med de personer, der holdningsmæssigt, kulturelt osv. ligner os mest.

Sidstnævnte ses nok mest tydeligt pt på Facebook, der grundet en konservativ og overskuelig brugergrænseflade øger fokus på een ting: deling af indhold – og ikke kræver tanker om design-opsætning, to eller tre spalter. Det koblet med den flot udførte evne til at lade brugerne interagere i en samtale  har gjort Facebook til det altdominerende netværk. Til glæde for rigtig, rigtig mange – mig selv inklusiv.

Videndeling på private firmaers platforme
Imidlertid sneg der sig også sidste år den erkendelse ind, at mere og mere af min videndeling ( udover Twitter der pt faktisk er min faglige hoved-videndelingskanal ) fandt sted på Facebook, der også er  en “walled garden”, styret af algoritmer der regulerer, hvad andre brugere får vist i deres feeds – herunder hvor ofte de siger mine posts . Det er efterhånden bredt kendt at kun få procent af vores følgere / venner bliver eksponeret for vores indlæg.

Det er i øvrigt en praksis, som Twitter også tog fat på i år, så det spreder sig. Desværre. Fordi jeg er meget mere end mine interesser og umiddelbare præferencer som Twitter lægger til grund for, hvad jeg skal præsenteres for i mit feed.

Men det vigtige for mig var – og er – faktisk, at mit indhold bliver publiceret på og spredt via private firmaers platforme. Dermed overlader  jeg styringen til firmaer, der har andre interesser end mig i forhold til , hvem og hvor mange der bliver eksponeret for mine noter, links, artikler mv. ,

Desuden kan de også redigere i mit indhold, såfremt jeg bruger ord, fotos og video, der ikke følger deres corporate policy – senest eksemplificeret med Facebooks fjernelse af et ikonisk billede fra Vietnamkrigen med et nøgent barn efter et napalm-angreb (se link efter artiklen).

Host selv din videndelingsplatform
Sådan behøver det ikke at være – og måske har vi glemt det i de seneste år, men vi har stadig muligheden for at dele indhold og indgå i samtaler via diverse blogging-systemer: WordPress, Blogger, Drupal, som vi selv kan hoste på egne webservere. Som den opmærksomme læser vil se, bruger jeg WordPress, hosted hos Danhost.dk i Randers – har gjort det siden 2005 og er lykkelig derved 🙂

Jeg er ikke ude i et nostalgisk trip om en asketisk tilbagevenden til de tidlige blogtider i slut-90’erne og start 0’erne, hvor vi oprettede blogs og bandt samtalerne sammen via RSS. Det var sværere at finde hinanden og indgå i samtalerne – og vi fandt kun nye blogs ved at læse hinandens blogrolls med lister over dem, den pågældende blogger læste – eller senere finde blogs via blogsøgetjenesterne som danske Overskrift.dk og amerikanske Technorati.com.

Men som dengang har blogs stadig den store fordel, der hedder uafhængighed.

• jeg styrer selv, hvad der kommer på min blog – uden risiko for firmacensur
• Min blog kan ses af alle med en netadgang.
• Jeg ejer selv mit indhold. Det er ikke knyttet til et privat firmas platform og politikker.

Derfor søger jeg mere og mere tilbage mod, at alt indhold som jeg publicerer, og som jeg tillægger værdi af eksempelvis professionel karakter , bliver publiceret på en af mine pt fire blogs.

Forsvar for det åbne, uafhængige web
Ovenstående tanker blev styrket sidste år, da jeg læste et af de bedste indlæg om emnet på Medium – skrevet af den iransk demokratiblogger, Hossein Derakhshan,  ofte kaldet den iranske ‘blogfather’,  da han introducerede blogs til landet i starten af nullerne.

Han sad ind til 2014 fængslet i seks år i det berygtede iranske fængsel, Evin, fordi han på sine blogs advokerede for demokratiske reformer. I indlægget ‘The Web We Have To Save’ fra juli 2015 (link i slutningen af artiklen) beskriver han sorgen over at komme ud til en virkelighed, hvor meningsudvekslinger, videndelinger og samtale var flyttet fra åbne blogs til en række lukkede private sociale netværk og apps: Facebook, Instagram, Tumblr , SnapChat .

But apps like Instagram are blind — or almost blind. Their gaze goes nowhere except inwards, reluctant to transfer any of their vast powers to others, leading them into quiet deaths. The consequence is that web pages outside social media are dying.

Her er fokus fra ejerne på at holde læserne, seerne og brugerne indenfor netværket – d.v.s ikke forlade platformen og det sociale netværk, men cykle rundt på andre sider på netværket. Der skal jo tjenes penge på platformen – og brugerne har en gratis profil mod at betale med data om deres gøren og laden, præferencer mv. Og det er her brugerne opholder sig og bruger en del tid – og faktisk opfatter det som lig med internettet, hvad det overhovedet ikke er.

Hossein Derakhshan synes, at det er en stor skam for fri debat og videndeling, at det er kommet dertil:

But the scariest outcome of the centralization of information in the age of social networks is something else: It is making us all much less powerful in relation to governments and corporations.

Store ord, vil mange mene, men han har jo ret – måske fordi han kommer fra en virkelighed, hvor der er noget på spil i modsætning til i Danmark, hvor staten ikke truer det frie ord.

Mest af alt vakte hans indlæg genklang i min gamle blogger- og journalistsjæl med hans insisteren på, at jo mere vi kun deler viden og samtaler på de lukkede netværk som Facebook o.lign. , desto mere svækker vi det egentlige internet, hvor blogging ved fremkomsten i slutningen af 90’erne var kommunikativt frisættende på en helt ny måde.

Pludselig fik enhver med en computer og netforbindelse mulighed for at blive sin eget medie; med tekst, lyd, foto og video. Jeg greb selv muligheden med kyshånd i 2001 ved at starte blogs med Blogger.com – og det var betydende for min fremadrettede professionelle karriere.

Jeg kan derfor sagtens genkende min egen frustration i Hossein Derakhshans afsluttende bemærkninger:

Sometimes I think maybe I’m becoming too strict as I age. Maybe this is all a natural evolution of a technology. But I can’t close my eyes to what’s happening: A loss of intellectual power and diversity, and on the great potentials it could have for our troubled time.
…
I miss when people took time to be exposed to different opinions, and bothered to read more than a paragraph or 140 characters. I miss the days when I could write something on my own blog, publish on my own domain, without taking an equal time to promote it on numerous social networks; when nobody cared about likes and reshares.

That’s the web I remember before jail. That’s the web we have to save.

Betyder det så, at jeg ikke vil publicere på Facebook fremover?

Nej, det gør det ikke. Som Hossein og andre må jeg anerkende, at fx Facebook defacto er et knudepunkt for mange netbrugeres informations-forbrug. Skal jeg engagere andre i en samtale, er jeg nødt til at dele links til mine indlæg på diverse sociale medier.

Men jeg vil ikke skrive indhold kun til Facebook eller Medium. Og jeg vil ikke bruge Facebooks kommentarsystem som mit eget. Jeg vil forsøge at trække folk hen til at kommentere via mit kommentarsystem eller måske finde et tværplatforms-kommentarsystem, der ikke deler data med tredjeparter.

Nettet er meget større end Facebook, Instagram, SnapChat og Tumblr – at der stadig er en værdi i publicering på egne domæner og selv-hostede cms’er, hvor vi selv har ansvaret.

En af web-veteranerne – Dave Winer (opfinderen af RSS og et af de første kommercielle blogging-systemer ) beskrev det i januar på følgende måde:

The platform guys always oversimplify what happens on their platform. It’s human nature. And because of that their ecosystems are unhealthy. Nothing really interesting grows there. For that you need the wilds of — the open web — of course.

Why don’t we hedge our bets. Not assume that we all will enjoy being locked in the trunk of the tech industry while they party up front.

Han publicerede sit lille skriv på Medium, der er en meget brugervenlig blogging-platform – skabt af bl.a. Ev Williams, der stod bag Blogger.com og senere holdet bag Twitter. Den platform er han stadig på, men han skriver ikke længere indhold, der kun ligger på Medium – blot links til sin mangeårige blog Scripting News, fordi den kontrollerer han – helt selv.

Jeg kontrollerer også helt selv Mediehack og mine andre blogs. Dem vil jeg søge at vie mere opmærksomhed.

Del meget gerne dine tanker om mit (lange ) skrift 🙂

Læs mere

• Læs min blog om privacy Privatliv.nu
• Se Eli Pariser fortæller om sin teori om The Filter Bubble på TED Talks marts 2001
• Læs om ekkokammer-teorien på Wikipedia
• Min Twitterprofil @kimelmose
• Læs BuzzFeed: “Twitter to Introduce Algorithmic Timeline As Soon As Next Week” – 6. februar 2016
• Læs Reuters.com 9. september 2016: “Facebook Reinstates Vietnam Photo After Outcry Over Censorship”
• “Hvad hulen er RSS?” – 3. juni 2004 – Vertikal.dk
• Læs om RSS ( Really Simple Syndication)
• Følg samtalerne på Overskrift.dk
• Læs Hossein Derakhsthan ‘The Web We Have To Save” – juli 2015
• Læs Dave Winer “The open web is you and me” – 23. januar 2016
• Medium.com – bloggingplatform
• Ev Williams
• Bloggger.com
• Dave Winers blog Scripting News
• Læs Dave Winer “Ending An Experiment” – 4. september 2016