Der har været afholdt Mediekonference for redaktører og chefer i mediebranchen – i Kolding mandag og tirsdag – og som altid var vidende Peter From fra UPDATE på pletten med blogreferater.
I går diskuterede Peter Friis fra Google Danmark og Søren Svendsen fra Ekstrabladet.dk – og repræsentant for digitale publicister – Google News , som de danske dagblade jo har det svært med. Og Peter har blogget om det i “Hvem er bange for Google News?”
Som det eneste land i Nord-Europa blokerer danske medier for en dansk udgave af Google News. Argumentet er ifølge Søren Svendsen:
at dagbladene har rettighederne til kvalitetsjournalistikken, og hvorfor skulle man bare lade Google vise det frem uden i det mindste at indgå en aftale om det?
Jeg har tidligere skrevet om min undren ved denne holdning, fordi jeg stadig ser det som en fordel for medierne, at der bliver linket til deres artikler og unikke stof.
DONA har i den forbindelse et debat i morgen om samme emne, når Nicolai Thyssen , digital mediechef for Information og fortaler for Google news , diskuterer med Anders Lassen fra Digitale Publicister – og direktør for Infomedia.