Et manifest – intet  mindre – som jeg var medforfatter på, blev i går efter næsten otte år igen hevet frem i en aktuel mediedebat.

En debat om links der viser, at medierne desværre stadig lukker sig for meget om sig selv – det vil sige; ikke linker væk fra deres sites til konkurrenter, men derimod søger at holde på deres læsere – uden tanke for kraften i at være kurator og videndeler.

I går kørte der en Twitter-debat mellem Martin Ingolf, Den Fri og Ditte Giese, journalist på avisen om link fra en Magasinet-artikel på nettet til Den Fri, som er citeret i Politikens artikel.

Martin Ingolf spurgte Politikens Twitterprofil om, hvorfor de ikke lige havde linket fra netartiklen til Den Fri’s artikel , som led i almindelig god stil – og Ditte Giese svarer, at det plejer Magasinet ikke.

“Men de fleste sender vel ikke kunderne videre?” og “Det forvirrer med alle de links i artikler og indgår ikke i de almindelig citatregler”, lyder hendes argumenter.

Dér må jeg nu noget sige – med al muligt respekt for Ditte Giese – at det er en avisholdning fra det forrige århundrede.

Link til artikler , viden, baggrund – dér hvor journalisterne har deres viden og inspiration fra – er en essentiel del af nettets natur. Det er transparens, social kapital og samtale.

Det holder ikke, at medierne melder sig ud af den samtale og den kultur. De af alle  – især de gamle mediehuse som Politiken,hvor jeg arbejdede fra 2006 – 2009 –  har ellers brug noget troværdighed.

Sjovt nok kom der i debatten så fokus på det LinkManifest, som jeg og Lars K. Jensen skrev for snart otte år siden til Kommunikationsforum.dk.

Manifestet lyder:

Første lov: Vi linker videre til kilderne til de oplysninger, som vi bruger i vores journalistiske produkter. Har vi læst, set eller hørt væsentlig ny information på et eksternt site, linker vi til det – om f.eks. virksomheder, personer eller undersøgelser.

Anden lov: Vi linker direkte og præcist til den benyttede information på det eksterne site. Det er ordentlig service for læserne frem for blot at linke til forsiden på det eksterne site.

Tredje lov: Vi er præcise i vores informationer om, hvor et link fører hen; om hvem der har produceret de oplysninger, der linkes til, og hvornår. Læserne skal vide, hvor de kommer hen, inden de følger et link.

Fjerde lov: Vi anerkender, at en artikel bestående af præcise eksterne links til oplysninger, der beskriver forskellige vinkler af et emne, er et journalistisk produkt.

Femte lov: Vi er åbne for indkomne links til vores egne sites, fordi vi ønsker at være en integreret del af nettets økosystem.

Sjette lov: Vi tilstræber at gøre det nemt for alle at linke direkte til vores artikler.

Manifestet blev til med inspiration fra en daværende bevægelse i USA for linkjournalism og især med hjælp fra en lang række gode webfolk via Lars’ og min blog, OnlineMinds – og jeg synes stadig, at LinkManifestet holder.

Og jeg f-a-t-t-e-r ikke, at så mange medier og organisationer ikke forstår nettets muligheder for transparens og dialog.

Jeg f-a-t-t-e-r ikke, at journalister og kommunikationsfolk i 2014 som personer ikke går i infight med nettet med mere begejstring, entusiasme – og samtidig ydmyghed og nysgerrighed.

Og de kunne starte med at linke til dem, de citerer og får inspiration fra. Nu ved de jo, hvor de kan få inspiration 😉