På Dona’s mailingliste – Reklame: Der er gratis at være med på – kører der en interessant diskussion om avisens fremtid som følge af DDF’s bovlamme avis-reklamefilm. (Se min tidligere post).

Steven Snedker startede diskussionen op, hvorefter Henrik Føhns, Søren Berg og Susanne Sayers har givet deres indspark.

Alle er enige om, at kampagne-filmen signalerer visionsløshed og uvillighed til at følge med i, hvad der egentlig sker i medieverden omkring DDF. Mit seneste bidrag på dona-listen er dette:

Steven spørger:
> Lever vi i den sidste avistid?
>

Jeg tror, at det gør vi forudsat at der kommer en teknologi, der lader “nettet” blive vist på et medie, som – helt konkret – er lige så slidstærkt og nemt at bruge som papiravisen.

Selv jeg synes som techno-og netevangelist synes måske nok, at det er bøvlet at sidde med laptoppen på stranden en varm sommerdag med opkobling via gprs på telefonen. Kombinationen af; fedtet solcreme, børn der hviler sand op, saltvand i luften og spildt is gør det til en nervepirrende opfindelse.

Løsningen er måske de papirtynde monitorer/skærme/hvad vi nu skal kalde dem, som bl.a. Philips roder med.

Hvis prisen bliver rimelig, skærmene modstandsdygtige over for vand-,is-,øl- og altmuligtandet-dryp, nemme at betjene; Ja, så tror jeg at aviserne er fucked…

Hvorfor skulle jeg så have abonnere på en papiravis, når jeg kan hente den trådløst ned på skærmen, pege mig rundt på med fingerne – med en tilkoblet lille dims i iPod-størrelse høre podcasts og se videocasts? Samt – first and foremost – diskutere online med andre.

Aviserne vil være her en rum tid endnu – på papir – alene på grund af at min mor på 79 år nok ikke skifter over til en bøjelig skærm om så den kun kostede 1,-. Men jeg, mine børn osv. vil nok vide at gøre det, hvis brugervenligheden er i top – og holdbarheden lige så.

Forestiller vi os, at papirtyndeskærme får rette brugervenlighed, funktionalitet og holdbarhed – så vil de da hamre igennem…

Jeg ved så ikke, hvad DDF vil gøre ved det – ud over at hoppe en tur i kanen og håbe på, at de har nogen kunder, når deres joyride er færdigt. Men de har sgu ikke nogen kunder, når deres visioner kun rækker til – som Steven ganske rigtigt påpeger – “at fjante rundt med kendte filminstruktører og servile, solide reklamefolk” fremfor at “at bevæge sig ud i den farlige og
uglamourøse verden af fagnørder hvor meget mere kan ske.”