Markedsanalytikerne hos AC Nielsen beroliger de traditionelle medier – radio, aviser og tv – i en ny undersøgelse om medieforbruget hos bl.a. “early adopters” , der anskaffer sig alt nyt med en digital puls 😉 .

Det fortæller Epn.dk i en artikel i dag:

Denne gruppe har taget nye medieformer som mp3-afspillere, håndholdte computere, harddisk-optagere og spillekonsoller til sig og bruger i gennemsnit 35 minutter om dagen på den type medier.

For fuldstændighedens skyld skal siges, at deres medieforbrug er 572 minutter om dagen – mod gennemsnittet for brugere over 12 år på 529 minutter.Superbrugerne sidder 3 timer og 53 minutter foran en computerskærm.

AC Nielsen  har foretaget undersøgelsen for TV2, hvis analyse- og mediedirektør Majbritt Krogh siger til Epn.dk:

»Der er ikke noget, som tyder på, at de vælger de traditionelle medier fra,« siger hun.

»Nettet og de nye medier bruges i tillæg til den tid man bruger på tv.«

Eh, ja – så der ville jeg jo gerne se undersøgelsen, men det kan da godt være. Jeg er bare ikke helt overbevist.

Nu er jeg ikke en almindelig bruger: jeg bruger megen tid på nettet, tester alskens gadgets og arbejder i en avis- og mediekoncern – klods op ad en netredaktion.

Men sorry to say for the newspapers ; jeg læser mindre avis (selvom jeg holder een Information og får Politiken gratis) – og i hvert fald kan aviserne (fraregnet nichemedier som netop Information, Kristeligt Dagblad og Børsen) notere faldende oplag.

Så for betalingsaviserne (vel de traditionelle medier) holder den ikke helt.

På den anden side: det hjælper ikke at græde snot – kun at forberede lønsomheden på aviserne – og satse på at gøre onlinemedier vedkommende og udvikle deres forretningsmodel.

(Tak til Dan for at læse Epn.dk )

4 Comments

  1. Hej Kim,

    Til din sidste pointe kan jeg kun sige: Ja, det er jo for pokker det en god gammeldags strategiproces handler om. Vel at mærke én, der også tænker på forankring efter processens gennemførelse, så det ikke bare ender med ENDNU en mappe til reolen.

    Når det er sagt, så tvivler jeg også på disse undersøgelser. Især når de laves på opdrag af nogle med en tydelig interesse i budskabet, som man må sige, at TV 2 jo er ;-).

    Jeg kunne f.eks. godt tænke mig at se definitionerne for, hvornår noget er medieforbrug af f.eks. TV? Er det nok at tænde for fjernsynet, mens man laver mad og alligevel bare ‘hører’ TV og det måske kun med et halvt øre alligevel? Eller skal man opmærksomt sidde og slupre det i sig?

    Hvis det sidste er tilfældet tror jeg ganske enkelt ikke på undersøgelsens resultater, for jeg kender absolut ingen, der ser så meget tv. Hvis det første gør sig gældende, tror jeg mere på det, men kan man så komme med de konklusioner, man kommer med om, at man stadig ser ligeså meget TV, hvis hele begrebet om, hvad det vil sige at ‘se’ TV er diffust? Og hvis man kan, har vi mon så nogensinde ‘rigtig’ siddet og set TV i det hele taget? (ok, det sidste var en smule lommefilosofisk, men alligevel…der er for mange løse ender her).

  2. Næsten 10 timers medieforbrug om dagen. Hold da kæft! Det er imidlertid også lidt interessant, hvordan vi bruger medier. For det er formentlig ret sjældent vi sidder dybt koncentreret foran tv’et.

    Jeg så en rigtig interessant undersøgelse hos Synovate for nylig (som jeg desværre ikke lige har kunnet finde noget på på nettet). De havde i flere dage videofilmet asiater, der så tv. Og ud fra de klip, vi så (og deres konklusioner i øvrigt), kan man vist godt konstatere, at de i løbet af aftenen ordnede rigtigt mange andre ting, mens tv’et kørte. De fik surfet på nettet, lavet aftensmad, puttet ungerne og – ikke mindst – pillet tæer. Alt sammen først på aftenen.

    Men når man kom længere hen på aftenen, kunne man se, at de sad mere opmærksomme om kassen. Så for et medie er intensiteten nok i virkeligheden ligeså vigtigt som mængden.

  3. Jep, jeg kender da billedet 😉 -jeg sidder nu og læser blogs (bl.a. diskussionen om jeres og Primelabs kortlægning af indflydelse i blogosfæren) – mens jeg nu ser DR2 (og før det så Ace Ventura på TV2 Film 😀 )

    Spørg mig ikke altid om hvorfor – meen -..jeg chatter jo også lidt – opdaterer min iPod, sms’er på mobilen – multitasking eller som Stowe Boyd sagde på Reboot: I’m a part of the Flow .

  4. Det forklarer nok i virkeligheden også, hvordan man kommer op på at bruge næsten 10 timer om dagen på medier. Når du ser tv, chatter og sms’er på samme tid, så er der jo 180 minutter i timen 🙂

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.