I Holland har portalen Blendle.com, hvor hollænderne har adgang til alle aviser og magasiner i landet, som de kan købe enkelt-artikler af. Det er vi mange, der har gået i årevis og savnet i Danmark – og advokeret for ( fx Ernst Poulsen) men mediehusene vil ikke være med (endnu).

Så mens vi venter på det, kan vi vende blikket mod Politiken.

I weekenden har  Politiken sænket en ny Paywall ned foran Politiken.dk , der modsat tidligere kræver, at du har en profil på avisen for at kunne læse nyheder – gratis ( 15 styk per måned ) eller som abonnent.  Førhen registrerede Politiken via cookies, men blokerede man for dem, kunne man læse videre ud over de 15 styk.

Chefredaktør Bo Lidegaard forklarer, at sitet bliver delt i to dele. En lidt langsommere og mere reflekterende del med plads til fordybelse og analyse – og så den hurtige nyhedspuls, Politiken Live, hvor time-til-time nyhederne bliver kørt ud – og sorteret efter brugerens præferencer. Politiken.dk har fået indbygget en algoritme – på nu-dansk Prediction Engine – der ud fra hvad jeg ellers læser, først præsenterer mig for det, som jeg tidligere har vist interesse for.

Faktisk minder Politiken Live, fremvist i ‘ Din Strøm’ om tjenester som Flipboard, Zite og Medium, hvor du kan søge i en strøm af artikler og gemme dem du vil læsere senere. Ud fra hvad du læser og hvad du gemmer, sammensætter Politiken.dk så nyhederne for dig – groft sagt.

Det er et modigt træk, som Politiken foretager. Mange tidligere gratister vil givetvis falde bort, mens de, der registrerer sig, givetvis vil blive præsenteret for et mere udbygget univers, hvor der er fokus på andet end blot (mestendels) hurtige nyheder. Der skal nemlig være plads til flere feature-artikler, som i Magasinet , visuelle fortællinger og datadreven journalistik a la “LuxLeaks”.

Betalingen er som hidtil 66 kroner om måneden for rent digitalt abonnement på Politiken og brugerens oplysninger, vaner, præferencer mv.  Så det skal du som bruger lige huske. Selv som gratis profilbruger betaler du med info om dig selv – til glæde for annoncører mv.

Målet er 100.000 digitale abonnementer, når vi når 2017, skriver avisen

Målet med satsningen er at få ambitiøse 100.000 digitale abonnenter inden 2017. Det kræver mere end blot nyheder. Politiken oplever en stærkt stigende efterspørgsel blandt brugerne på indhold, som har dybde og perspektiv. Det er ikke længere kun nyheder, som trækker læsere til, men i lige så høj grad Magasinets store interviews, portrætter og tendenshistorier samt Politikens unikke kultur- og debatstof.

Som redaktionschefen på Politiken.dk er citeret for at sige:

Vi skaber et journalistisk site, der ikke er set mage til herhjemme før. Politiken er meget mere end nyheder, og vores læsere stiller krav til os om at levere noget andet end gratismedier som DR. Vi synes, det er forkert kun at stræbe efter at være de hurtigste med breaking news. Vi vil være de bedste til journalistik på de digitale mediers præmisser, og det gælder både livenyheder og alle de formater, som har dybde og perspektiv.

Det er et led i avisens bevægelse for at få skabt en indtægtsstrøm, og det kan jeg sagtens forstå og bifalde. De satte gang i bevægelsen for nogle år siden, ud fra New York Times model med gratis læsning – uden profil – for x antal artikler, hvorefter der skulle betales. Hvor meget det har givet , vides ikke , men nu går Politiken.dk mere radikalt til værks med den nye paywall.

Jeg er dog af privacy-mæssige hensyn mere betænkelig ved dataindsamlingen, men hey – brugerne er jo ikke forpligtigede til at bruge tjenesten, hvis de ikke vil .

Mens vi venter på Spotify for journalistik
Imens venter vi som forbrugere på, at danske medier går i gang med en platform a la hollandske Blendle, hvor du opretter en profil og dernæst køber artikler fra de enkelte aviser – lige som vi lytter musik på Spotify eller køber enkelt-numre i iTunes o. lign.

Jeg ved ikke, om jeg vil abonnere på Politiken med 66 kr. per måned. Jeg er lykkelig abonnent på Information men læser da artikler på Politiken.dk af og til. Det bliver bare færre, når vi har passeret 1. maj, hvor Politikens intro-tilbud er ovre for mig og andre new-comers.

Det gælder også for JP, Berlingske, WeekendAvisen og de andre. Enkelt artikler ja -men hele abonnementer: nej.

Så kom i gang med noget a la Blendle. Det lyder ikke helt skørt. Og I risikerer, at de pludselig kommer tordnende til Skandinavien med penge i ryggen fra New York Times og Axel Springer Press, som har investeret i Blendle.

Jeg kan i øvrigt anbefale sidste uges Mennesker og Medier, hvor der netop var et indslag om Blendle.

3 Comments

  1. Hvis man vil uden om den sorte side – væk med javascript

  2. Kim Elmose

    *tsk tsk tks* Rolf 😉

  3. Pingback: Mediehack - Uddybet artikel om Politiken.dk – og den nye vej med Blendle i Holland

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.