Læs fagbladet Journalisten i denne uge, hvor redaktøren Jakob Elkjær har skrevet en interessant artikel om kommende store ændringer på Politiken, der skal relanceres fuldstændig.

Medarbejderne får præsenteret oplægget næste onsdag, mens redaktionsledelsen i tirsdags fik oplægget at se.

Avisen skal inden udgangen af året omlægges til at tage højde for den medievirkelighed som den eksisterer i; nemlig at nettet, tv og radio gør det omsonst at bringe “fælles-stof”-nyheder på papirsiderne og dermed tro, at mediet dermed opfylder sin nyhedsforpligtigelse.

Fremover skal en nyhedsredaktion på nettet på 16 mand – en fordobling – producere flere nyheder til pol.dk og andre mobile platforme – og samtidig fungere som en nyhedsdesk, der skriver korte note-nyheder til at lægge i toppen af siderne i næste dags avis – med henvisning til nettet (sådan gør vi lidt på Ingeniøren, hvor noterne er omskrevne ing.dk-artikler).

“Nyhedsbåndet” skal fylde mellem en trediedel og fjerdedel af siden, mens resten skal fyldes med analyserende og perspektiverende artikler, der går dybere ind i emnerne – fremfor at præsentere det samme som andre omnibusaviser – og stof hvor nyheden allerede er fortalt på fx. nettet. Og der skal være flere “øjenvidenskildringer”.

Den sædvanlige tospaltede “mellemregningsartikel” skal derimod dø – fordi den alligevel er fortalt 117 steder på nettet.

Noget skal gøres
Jeg synes, at det er glædeligt at Politiken går med de tanker – fordi det holder bare ikke, at en avis efter fx. kommunalvalget skriver “Ritt tog Hovedstaden”, når vi alle sammen kunne konstatere det samme 10 timer før i tv, radio og på nettet.

Alt for ofte tvinger de skrevne medier historier ind på siderne, hvor nyheden egentlig er kørt af dagen før – eller et par dage før – men den skal med “fordi det er fællesstof” og “vores læsere forventer den slags”.

Jah, men så kan avisen sikre sig at den har en slagkraftig netredaktion. Det holder ikke, at aviserne tror, at de eksisterer som “den autoritative” nyhedskilde. “Først når det har stået hos os er det sket.”

Nope! Problemet er ikke nyt. Værste eksempel er nok bl.a. Politikens forside 12. september 2001 – noget a la “To fly ind i World Trade Center – 6.000 mennesker dræbt”.

Det er den erkendelse som Politiken tager konsekvensen af – og den proces glæder jeg mig til at følge.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.