Se selv – han har postet et nyt indlæg på sin blog fra fremtiden.
Spøg til side: David Trads bliver mere konkret i sin post nummer 2 – nemlig at det bestemt er et kernepunkt for Nyhedsavisen, at den skal inddrage sine brugere.
Fra et paneldebatmøde i dag med kommunikationsfolk som deltagere noterer han.
Deres analyse af de danske medier ligner langt mere min end jeg havde troet – nemlig fokus på grundlæggende journalistiske værdier som fairness og som noget helt nyt: Behovet for at inddrage mediebrugerne selv.
Derfor vil jeg gerne bede alle jer, der læser med, om at hjælpe mig med et helt afgørende spørgsmål:
Hvordan sikrer jeg, at avisen.dk (og dermed Nyhedsavisen) blir selve det danske medie, hvor elitens barrierer blir trukket væk – og hvor alles holdning er lige meget værd?
Det er et opløftende spørgsmål – og mere interessant (nu er jeg også journalist) at læse end “vi er bedre end jer”-retorikken. Det skal blive interessant at se, hvad læserne svarer – og David Trads lover os indsigt i processen fra i morgen aften (betyder det så onsdag? jf. hans tidspunkt for indlægget 😉 ).
For at give et bedre indblik i værkstædet på en avis og et site, der er under opbygning, vil jeg tirsdag klokken 20 poste en blog, der med detaljer fortæller om indholdet af netop den dags møder.
En måde at få borgerne tættere på er fx. at lade dem poste og redigere en del af forsiden på Avisen.dk – og dermed også den fysiske avis. Det kan jo gøres a la Slashdot – et af de første og bedste brugerdrevne sites i verden. Brugerne skriver selv historier – og stemmer som om hvilke, der skal vises på forsiden.
Åbn op og se hvad der sker – der er faktisk god selvjustits i velfungerende communities. Det kræver pleje, men det er bestemt muligt.