Kan I huske dem?

Computere med Pentium-processorer – made by Intel – hvor den sidste i serien var en Pentium 4 fra 2005? Nu blot et nostalgisk minde i stil med 3,5 ” disketter og 15″ skærme med et kæmpe kabinet bagtil. Nostalgisk fordi vi lever i en it-virkelighed med iPads, netbooks og et utal af kraftige laptops sammen med allestedsnærværende smartphones.

Og så alligevel ikke.

På mine børns skole står de der stadig i foruroligende stort tal: digitale dinosaurer på en computermæssig elefantkirkegård – beregnet til at understøtte inddragelsen af it i undervisningen, så vi kan blive verdens førende it-nation, som regeringen proklamerede for et par år siden.

Well, der er også nyere computer og laptops med ordentlige skærme og udstyr. Men dinosaurerne forefindes stadig i et højt tal.

Og det skyldes ikke uduelige og dovne skoleledere og lærere, som nægter at købe tidssvarende udstyr men derimod en ekstrem stram styring fra kommunens økonomiforvaltning sammen med IT-afdelingen.

Ud af et driftsbudget ( lærerlønninger undtaget ) på fire millioner kroner skal skolen tvangsmæssigt betale årligt 220.000 kroner til it-support fra kommunen – uanset behovet – og alligevel trækker kommunen tidspunktet for udskiftning af it-udstyret.

Først hed det hvert tredie år, så hed det pludseligt hvert fjerde og nu er det guddødemig hvert femte år.

For it-udstyr i et samfund hvor vores børn skal blive fuldstændigt fortrolige med brugen af it  – både uddannelses- og arbejdsmæssigt?

Det holder ikke.

Eleverne er superbrugere i mobiler og computere ( for mine børns vedkommende især i de spilmæssige aspekter ) , men lærerne skal i skolen benytte it til at gøre undervisningen endnu bedre og vedkommende. Det er meget, meget  svært med Pentium-computere – snart seks år gamle – hvis lærere og elever skal kunne bruge de gode værktøjer.

Drop dyre pædagogiske projekter – investér i it-læring, tak
Min kritik kunne stoppe her ved, at jeg nøjedes med at anklage kommunen for uduelighed og snæversyn:

• For konsekvent at lancere allehånde nye pædagogiske projekter og bruge millioner på at efteruddanne lærerne i det – frem for at være visionær med it i folkeskolen.
• For konsekvent at indgå dyre og stive indkøbsaftaler om it, hvor listepriserne for en router, et netværkskort og et 3D-program er væsentligt højere end en søgning på Pricerunner eller Kelkoo.
• For ikke at ansætte dedikerede it-ingeniører til hver skole til at sikre et super netværk og ekspertise til at supportere lærerne i de programmer og det udstyr, som bør være en del af it-undervisningen.

Men helt så enkelt er det nu heller ikke.

Kommunernes budgetter er stramt styrede – og der er masser af andre områder på kommunebudgettet, hvor der mangler penge. Derfor ryger udgifter til kolde computere i forhold til varme plejehænder. Det er svært at bebrejde embedsmænd og politkere lokalt.

Næh, aben ender i sidste ende hos Folketinget og Regeringen. Landspolitikerne har ansvaret for at levere de rette midler til folkeskole til tidssvarende udstyr koblet med ordentlig efteruddannelse af lærerne.

Vi kan investere milliarder i nye broer, bevarelse af efterløn til folk over 60 år og indførelse af pointsystemer for udlændige.

Hvorfor har vi så endnu ikke – efter de brølende 0’ers teknologiske tigerspring – fundet ud af at investere massivt i it i folkeskolen. It er ikke en privatsag – det bør være en folkesag.

Og vores børn skal ikke leve længere i Pentium-land.

Blogposten blev bragt på den nu hedengangne blog Digitalsyndikatet.dk