Der bliver talt, talt og talt rigtigt meget om sociale medier rundt om i de danske organisationer, hvad enten det er medier, virksomheder eller organisationer.

Det er åbenbart stadig sådan, at sociale medier er et buzzword, som får folk til at løbe rundt og juble: ” Det må vi have , det må vi have” – uden at gøre sig tanker om:

• Hvad vil vi bruge den sociale interaktion til ?
• Hvordan vil vi håndtere brugernes kommentarer og indlæg ?
• Hvad vil vi investere i implementeringen af sociale medier.

Dét har jeg lige rantet om den anden dag på Journalisten.dk, hvor jeg har bloggen ” Bøvl & Begejstring”. Jeg publicerede blogposten : “Sig nej til de sociale medier”.

Det ligner umiddelbart en selvmodsigelse, at en social media afficinado som undertegnede synes, at der i dansk medie- og kommunikationsverden oftere skal siges nej til konkrete forslag om at bruge sociale medier.

Men den er god nok; jeg kunne godt bruge, at flere turde sige “Nej” til at bruge sociale medier i deres organisation eller medier.

Ikke “nej” fordi de er modstandere af brugerinddragelse, dialog og deling – men fordi virksomheden har erkendt, at den ikke er klar til at drage konsekvenserne af de sociale medier – nemlig at:

– at turde slippe kontrollen

– at sætte ressourcer af

– at bruge de forskellige inputs

De spørgsmål bliver ikke altid besvaret, når talen falder på at bruge “de der sociale medier”, som de ofte bliver benævnt i de interne snakke.

De fleste mennesker har i medierne læst og hørt om, at flere bruger Facebook, blogs, Twitter, LinkedIn, en del mennesker  har prøvet det – især Facebook – men de færreste har brugt det i professionel kommunikation.

Så når den forståelige begejstring ved sociale medier sprudler i en organsation, bliver de ovenstående tre spørgsmål oftest ikke besvaret.

Djævelens advokat er nødvendig

De sociale medier bliver i stedet set lidt som en trylleformular for noget godt.

Spørgsmål a la:

“Fint, hvem skal arbejdet forankres hos i organisationen?”

“Hvordan bruger vi svar og inputs fra brugerne ?”

“Hvordan håndterer vi nettets ballademagere i vores kommentarfelt?”

– de bliver ofte set som lidt utidige indlæg fra folk , der bare har “Nej-hatten” på.

Der mangler ofte en Djævelens Advokat, som tør stille de spørgsmål, hvor svarene er altafgørende for, om den enkelte organisation er moden til at bruge sociale medier og bør gør videre – eller om den bør vente:

Er virksomheden ,mediet, organisationen klar til at se sine produkter omtalt, brugt og distribueret digitalt i sammenhænge, som man ikke har kontrol over?

Jeg vil til enhver tid argumentere for, at det er en stor fordel at gå i dialog med sine kunder og brugere, men det kræver en investering i tillid til brugerne og dermed et tab af kontrol, der kan være angstprovokerende.  Ergo: er alle taget i ed – især i ledergruppen?

Hvor mange mandetimer vil organisationen dedikere til dialogen via de sociale medier?

Involveringen med brugerne via sociale medier skal forankres hos en eller flere personer, der har det som en væsentlig del af deres arbejde kun at distribuere og diskutere med brugerne af de sociale medier.

Det kræver tid, og tid er  penge. Alt for ofte har jeg mødt folk, der tror, at sociale medier – hvadenten det er blogs, twitter eller Facebook – er tæt på ressource-neutrale: Åbn op for dialogen – og det kører sig selv.

Sådan er det langt, langt fra.

De bedste eksempler på livlige fora har krævet dedikerede medarbejdere: se blot Ingeniøren, der i årevis har haft community builders til at finde debattører til netavisens debatfora eller Berlingske, der har ansat social media-ekspert, Astrid Haug, som community manager.

Bliver spørgsmålet ikke adresseret, dør den sociale medie-satsning ud p.g.a. iltmangel; det er sket for utallige corporate blogs og onlinefora. At få dialogen igang kræver udholdenhed og knofedt – ofte i længere tid, før at brugerne får øjnene op for, at der er noget merværdi for dem at hente i at bruge tid på at kommunikere med organisationen eller mediet.

Der skal lidt knofedt til.

Hvordan vil virksomheden bruge de inputs, der kommer via de sociale medier? Der skal være en strategi for , hvordan virksomheden håndterer de ideer, kommentarer og den viden, som brugerne leverer. Der skal være tilbagemelding til brugerne – i form af dialog. Ellers føler brugerne sig snydt – og det giver dårlig omtale.

Jeg vil hellere se, at en organisation efter at have gennemgået disse spørgsmål enten skærer sin satsning på sociale medier til eller kører en minimalistisk model med kun een kanel , fremfor at den buldrer derudad på en masse kanaler , uden at have gjort sig klar, hvilke faldgruber der er.

Sociale medier er fantastiske – men de skal bruges rigtigt – og det kræver altså også, at man nogle gange tør sige nej. Ellers får vi blot en ophobning af dårlige erfaringer, der kunne været undgået med omtanke.

Læs mere

Gode steder at starte

– “Lyt til elefanterne – digital kommunikation i praksis” – Astrid Haug og Anna Ebbesen , 2009. De skriver også bloggen Digitale tanker

– “Groundswell ” – Josh Bernoff og Charlene Li – 2007. Der eksisterer også en blog tilknytning til bogen.

– Trine-Maria Kristensen ,  – hun rådgiver om sociale medier , og hvad det kræver af en organisation for at give sig i kast med arbejdet.

Det ligner umiddelbart en selvmodsigelse, at en social media afficinado som undertegnede synes, at der i dansk medie- og kommunikationsverden oftere skal siges nej til konkrete forslag om at bruge sociale medier.

Men den er god nok; jeg kunne godt bruge, at flere turde sige “Nej” til at bruge sociale medier i deres organisation eller medier.

Ikke “nej” fordi de er modstandere af brugerinddragelse, dialog og deling – men fordi virksomheden har erkendt, at den ikke er klar til at drage konsekvenserne af de sociale medier – nemlig at:

– at turde slippe kontrollen

– at sætte ressourcer af

– at bruge de forskellige inputs

De spørgsmål bliver ikke altid besvaret, når talen falder på at bruge “de der sociale medier”, som de ofte bliver benævnt i de interne snakke.

De fleste mennesker har i medierne læst og hørt om, at flere bruger Facebook, blogs, Twitter, LinkedIn, en del mennesker  har prøvet det – især Facebook – men de færreste har brugt det i professionel kommunikation.

Så når den forståelige begejstring ved sociale medier sprudler i en organsation, bliver de ovenstående tre spørgsmål oftest ikke besvaret.

Djævelens advokat er nødvendig

De sociale medier bliver i stedet set lidt som en trylleformular for noget godt.

Spørgsmål a la:

“Fint, hvem skal arbejdet forankres hos i organisationen?”

“Hvordan bruger vi svar og inputs fra brugerne ?”

“Hvordan håndterer vi nettets ballademagere i vores kommentarfelt?”

– de bliver ofte set som lidt utidige indlæg fra folk , der bare har “Nej-hatten” på.

Der mangler ofte en Djævelens Advokat, som tør stille de spørgsmål, hvor svarene er altafgørende for, om den enkelte organisation er moden til at bruge sociale medier og bør gør videre – eller om den bør vente:

Er virksomheden ,mediet, organisationen klar til at se sine produkter omtalt, brugt og distribueret digitalt i sammenhænge, som man ikke har kontrol over?

Jeg vil til enhver tid argumentere for, at det er en stor fordel at gå i dialog med sine kunder og brugere, men det kræver en investering i tillid til brugerne og dermed et tab af kontrol, der kan være angstprovokerende.  Ergo: er alle taget i ed – især i ledergruppen?

Hvor mange mandetimer vil organisationen dedikere til dialogen via de sociale medier?
Involveringen med brugerne via sociale medier skal forankres hos en eller flere personer, der har det som en væsentlig del af deres arbejde kun at distribuere og diskutere med brugerne af de sociale medier.

Det kræver tid, og tid er  penge. Alt for ofte har jeg mødt folk, der tror, at sociale medier – hvadenten det er blogs, twitter eller Facebook – er tæt på ressource-neutrale: Åbn op for dialogen – og det kører sig selv.

Sådan er det langt, langt fra.

De bedste eksempler på livlige fora har krævet dedikerede medarbejdere: se blot Ingeniøren, der i årevis har haft community builders til at finde debattører til netavisens debatfora eller Berlingske, der har ansat social media-ekspert, Astrid Haug, som community manager.

Bliver spørgsmålet ikke adresseret, dør den sociale medie-satsning ud p.g.a. iltmangel; det er sket for utallige corporate blogs og onlinefora. At få dialogen igang kræver udholdenhed og knofedt – ofte i længere tid, før at brugerne får øjnene op for, at der er noget merværdi for dem at hente i at bruge tid på at kommunikere med organisationen eller mediet.

Der skal lidt knofedt til.

Hvordan vil virksomheden bruge de inputs, der kommer via de sociale medier? Der skal være en strategi for , hvordan virksomheden håndterer de ideer, kommentarer og den viden, som brugerne leverer. Der skal være tilbagemelding til brugerne – i form af dialog. Ellers føler brugerne sig snydt – og det giver dårlig omtale.

Jeg vil hellere se, at en organisation efter at have gennemgået disse spørgsmål enten skærer sin satsning på sociale medier til eller kører en minimalistisk model med kun een kanel , fremfor at den buldrer derudad på en masse kanaler , uden at have gjort sig klar, hvilke faldgruber der er.

Sociale medier er fantastiske – men de skal bruges rigtigt – og det kræver altså også, at man nogle gange tør sige nej. Ellers får vi blot en ophobning af dårlige erfaringer, der kunne været undgået med omtanke.

Læs mere

Gode steder at starte

– “Lyt til elefanterne – digital kommunikation i praksis” – Astrid Haug og Anna Ebbesen , 2009. De skriver også bloggen Digitale tanker

– “Groundswell ” – Josh Bernoff og Charlene Li – 2007. Der eksisterer også en blog tilknytning til bogen.

– Trine-Maria Kristensen ,  – hun rådgiver om sociale medier , og hvad det kræver af en organisation for at give sig i kast med arbejdet.