Altid relevante Lars K. Jensen har på sin blog på Journalisten.dk skrevet et længere , men godt indlæg (se under artiklen )  om at splitte journalistrollen op – fremfor at blive i den tanke, mange af os havde for ti år siden: journalisten skal i sig selv være et allround mediehus, der kan det hele.

Det er virkeligheden for journalisten – og kommunikatører i det hele taget – for kompliceret til, som Lars noterer.

Det er jeg er enig med ham i..

Kommunikatøren kan ikke både skrive gode tekster med de rigtige kilder , på baggrund af grundig research, og samtidig søgemaskineoptimere artiklen, versionere den til spredning via diverse sociale medier , få den præsenteret bedst muligt i nyhedsbrev og desuden følge op på statistikken på artiklen og endelig indpasse forskellige interaktioner via chatbots, How To-videoer og andet sammen med teksten.

Det er områder, der hver især kræver mere og mere specialiseret viden og erfaring for at lykkes og give værdi for brugeren/læseren/seeren/lytteren. Så vi bør droppe tanken om journalisten, der kan alt  – og i stedet holde fokus på, at det velformidlede digitale indhold kræver fokus på gensidigt samarbejde og respekt mellem forskellige discipliner.

Som Lars skriver om processen efter at journalisten – og jeg vil også sige kommunikatøren – har afleveret sit indhold

  Dette produkt skal så helst klare sig så godt som muligt, når det skal ud at leve i cyberspace. Det afhænger dels af det gode indhold, men der er også nogle tekniske aspekter. Det er her, vi blandt andet taler om brugeroplevelse og performance. Men det er også her, vi nærmer os den ydre grænse for, hvad vi kan forlange af en journalist.

I den ideelle verden (som jeg hører gode ting om, men endnu ikke selv har oplevet) er der folk med tekniske kompetencer og sans for den gode brugeroplevelse, der optimerer artiklen på disse parametre. Betragt det som en redigerende tilpasset den digitale virkelighed. Måske er det et billede, der bør være JPG i stedet for PNG (et eksempel fra den virkelige verden), 39 tweets, der godt kunne være citater i stedet for tekniske indlejringer etc.

…..

Og fordi den digitale redigerende sidder, bor og lever på redaktionen, har han/hun konstant dialog med journalisterne, så de gradvist og stille og roligt kan begynde at bruge JPG-billeder i stedet for PNG, tænke lidt mere over indlejringer, billedbrug etc.

Det er også den digitale redigerende, der er opdateret på arbejdet med brugeroplevelsen – oplagt i samarbejde med den/de personer i den digitale udviklingsafdeling, der arbejder med UX.

Lars peger på sine erfaringer i udviklingsafdelingen, hvor designer og udvikler hver bruger deres hjørne af den digitale faglighed til at  skabe et fælles, velfungerende produkt.

De samme erfaringer har jeg i Digital Kommunikation & Branding i Ingeniørforeningen, IDA, hvor jeg arbejder som digital udviklingsredaktør med ansvar for ida.dk og medlemsnettet mit.ida.dk.

Fremfor at indholdsproducenterne i afdelingen skal stå for at SEO-optimere siderne, bygge dem op, knytte eksterne tjenester til mv. , så er det noget, som jeg eller andre afdelingen hjælper med. Vi har folk med UX-erfaring, andre der arbejder med optimering ift SEO og tracking og folk, som jeg der er kanalejere – og kan bygge sider, indpasse dem i informationsarkitekturen og gøre dem bedst muligt tilgængelige for brugerne.

Jeg producerer dermed, som det fremgår, ikke indhold længere. Udover ovenstående opgaver så rådgiver jeg kolleger i IDA og medlemmer, hvordan vi bedst kommunikerer deres budskaber ud. Jeg har lært rådgivningsmetoder, som Business Model Canvas og Value Proposition Canvas, udviklingsmetoder som SCRUM og Agil udvikling samt diverse projektleder-tilgange. Og så faciliterer jeg workshops og håndterer leverandører .

På den måde understøtter de andre kommunikatører – og hele huset – i deres arbejde.

Resultatet bliver bedre. Det er i hvert fald min erfaring – så jeg kan sagtens følge Lars i hans anbefaling til journalister og landets redaktioner.

Læs mere

“Split journalist-rollen op”, Lars K. Jensen , Journalisten.dk 24. marts 2017

Business Model Canvas

 

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.