Jeg talte lige i telefon med min chef, Michael Arreboe, der er inde på Politiken.dk’s redaktion på Rådhuspladsen, da der pludselig lød højlydte jubelråb bagved.

“Hold kæft, dér fik Olav Hergel Cavlingprisen”, lød det fra Michael – og så lod jeg ham slippe for at kunne fejre det med redaktionen.

Og fotograf Miriam Dalsgaard fik også prisen, ser jeg på Journalisten.dk.
De får jf journalisten.dk prisen for :

får prisen for en artikelserie fra asylcentret Kongelunden ved København om de forhold, som flygtninge – og især deres børn – lever under.

Det synes jeg er helt fantastisk – og dybt velfortjent – se bare Miriams fotoserie på 32 billeder fra Kongelunden.
“Ja, ja” – vil nogen sige:” du er jo også en del af Politikens Hus”.

Javist, men jeg ville sgu også have sagt det, selvom jeg stadig sad på Ingeniøren eller rettere Version2.

Olav Hergel har med sine tekster og Miriam Dalsgaard med sine fotos sat fokus på flytninge- og asylbørnenes vilkår, menneskene bag tallene – som den nuværende regering med integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) i spidsen lader rådne op i asylcentrene, fordi Regeringens støtteparti og indpisker Dansk Folkeparti med sin ultranationalisme ikke vil lade dem komme ud derfra.

Dér er det godt, at der er nogen som beskriver konsekvenserne af den politik, der beskriver hvad der er for mennesker, som ellers er truet af at forsvinde bag abstraktioner som “asylsøgere”, “familiesammenføringer” ,”kosovo-albanere” etc.

Jeg er stolt af at arbejde på samme redaktion som de to.

Det vil uden tvivl blive kaldt en politisk Cavlingpris-uddeling i lighed med da Jørgen Steen Nielsen og Charlotte Aagaard samt Bo Elkjær fik prisen for artikelserier om baggrunden for Danmarks deltagelse i Irakkrigen.

Det er ikke politisk. Det er blot journalistik, der beskriver en virkelighed, der er ubekvem for magthaverne.

Og så er det lidt komisk at det lige præcis er statsminister Anders Fogh Rasmussen – manden, der kunne ændre børnenes vilkår, men vælger at ligge på maven for Pia K. – der skal overrække prisen.