Danske aviser overdængede deres læsere med alt for mange nyhedsartikler i en opdaterings-feber, der devaluerede den enkelte artikels værdi for læseren. Derfor er det svært at få danskerne til at betale for netabonnementer – ikke fordi medierne i starten gav artiklerne væk gratis, påpeger digital medieekspert, Lars K. Jensen
Det er en falsk melodi og vasken hænder, når blad- og mediechefer på traditionelle medier forklarer besværlighederne med at få os læsere til at betale for indholdet med ét forhold: ”Vi (medierne) skulle aldrig have givet indholdet væk gratis i de første år på internettet. Så vænnede vi læserne til, at kvalitet er gratis.”
Et er , at det udsagn på sin vis usagt giver læserne, brugere, seerne, lytterne, whatever skylden for, at de – medierne – har det hårdt med at tjene penge på deres produkter på nettet. Der er en snert af nedladende holdning til læserne, der anses lidt som Romerrigets plebs – masserne – der hellere vil have masseproducere spam-kød end kvalitet. ”
Uha, hvis bare vi kunne få dem til at forstå, hvor værdifuldt vores indhold er, så de ville betale os for det.”
Noget andet er, at det er – som før skrevet – en falsk melodi.
Min gode ven, Lars K. Jensen hamrer nemlig en pæl gennem mediernes myte i sit seneste blogindlæg på Journalisten.dk (Links kommer efter artiklen 🙂 )
Han peger i stedet på, at medierne – især netaviserne – i 90’erne ikke ville have kunnet få brugere, hvis de fra starten havde gemt indholdet bag betalingsmure. Brugerne ville ikke vide, hvad mulighederne så var, hvis de med det vuns blev mødt af ”Betal 290 kr. per måned, Hr.”
Desuden var teknologien til at betale nemt på nettet ikke til det dengang.
Faktisk påpeger Lars er det først med Netflix gennembrud i Danmark, at danskerne har vænnet sig til at betale for indhold på nettet.
Nabo-medierne i de andre skandinaviske lande har i parentes bemærket været bedre. Danmark halter langt efter de andre skandinaviske lande, når det kommer til digitalt abonnementssalg, skriver Lars med henvisning til rapporter fra 2019.
Tæppebombardement i nyhedsfeedet
Han peger i stedet for på den konvention, der herskede på nettet fra de tidligere dage i 90’erne og ind til 10’erne: der skal udkomme artikler på nettet i et rasende tempo. Brugerne forventer en hastigt bankende nyhedspuls, lød rationalet.
Da internettet kom, var der ikke et fast antal sider, der skulle udfyldes. I stedet var der en så godt som uudtømmelig mængde af ledige bytes til at gemme indholdet.
Lars K. Jensen på Journalisten.dk
Desværre var man mere optaget af uendeligheden end af, at der nu ikke var et minimumskrav til, hvor meget indhold, der skulle udgives. I stedet for at nyde, at der ikke længere skulle produceres en ekstra enhed for at udfylde et hul på side 13, så blev man forblændet af muligheden i at kunne udgive uendelige enheder uden at løbe tør for plads
Dét kan jeg skrive under på. Jeg abonnerede desværre i starten selv på holdning til det at skrive til og drive et netmedie. At tæppebombardere læserne med nyt i deres feed
Jeg kom fra den traditionelle medieverden. I praktik på Horsens Folkeblad i 1993 – 94 og senere lokaljournalist på Dagbladet Roskilde Tidende fra 1998 – 99. Modsat journalister på de store landsdækkende medier havde jeg hver dag halvanden til to sider , der skulle fyldes ud.
Jeg lærte derfor at være kreativ med at opdyrke historier – og skrive dem i en fart.
Det var faktisk derfor, at jeg blev ansat på Computerworld Online 1. november 1999, fordi redaktøren på landets første dedikerede onlineredaktion (vi skrev kun til nettet – ikke til papir) ville have én, der kunne skrive mange enheder, udover selvfølgelig at vide noget om, hvordan man researcher historier om IT-Branchen.
Så vi skrev mange historier i løbet af en dag, en del citathistorier fra udenlandske medier og pressemeddelelseshistorier samt artikler med to – tre hurtige citater fra kilder, vi havde talt med.
Artiklerne var gratis, der var mange af dem – og brugerne strømmede til . Det var stadig i sin vorden, det med at tilgå og læse artikler på nettet, så de første netmedier herhjemme fik mere opmærksomhed end de senere tilkomne. Desuden havde Computerworld Online den store fordel, at læserne arbejdede i IT-branchen, så de var hurtigere til at adaptere
Det accelererede – det med antallet af enheder – op gennem 00’erne.
Fra 2006 – 2009 arbejdede jeg som blogredaktør på Politiken. Jeg så her hvordan mine dygtige kolleger producerede mange historier ( og mange gode) hver dag, men der kom en tendens til, at artikler godt kunne have én kilde, fordi næste artikel kunne så have en anden kilde ( modparten ) med.
Det protesterede journalisterne mod, men redaktørerne pegede på vigtigheden at en hastig bankende nyhedspuls. Gør vi det ikke, løber brugerne over til konkurrenterne, lød det.
Devaluering af den enkelte artikel
Desværre gjorde denne ageren det sværere for medierne at tjene penge på artiklerne, fordi den enkelte artikel mistede værdi, argumenterer Lars K.:
Lars K. Jensen i Journalisten.dk
Derudover betyder tilstedeværelsen af endnu flere enheder (og dermed en viden om, at der er masser af indhold, vi som forbrugere ikke har tid til at konsumere) også, at vi værdisætter anderledes. Den enkelte artikel bliver mindre hver for os.
Det tror jeg , at han har ret i. Vores bombardement af læserne med hyppige artikler gjorde dem mere indifferente over for værdien i artiklerne – især antallet af fejl steg, de var mindre gennemarbejde osv.
Om det skriver Lars:
Når vi værdisætter indhold som forbrugere, gør vi det jo ud fra en række parametre, som ikke har med penge at gøre. Vi vurderer for eksempel grundigheden, læsbarhed, retstavningen etc. – og vi vurderer selvfølgelig også, om indholdet giver os viden eller færdigheder, vi kan bruge i andre sammenhænge; for eksempel til at blive bedre til vores arbejde eller mere interessante i sociale sammenhænge.
Lars K. Jensen i Journalisten.dk
Vejen frem er færre og bedre artikler
Heldigvis slutter Lars på en positiv tone med at fremhæve to hjemlige eksempler på stabile eller stigende læsertal med færre daglige artikler.
Både Journalisten.dk og TV2 har kunnet fremvise positive takter , selv efter at de for nogle år siden satte frekvensen af nye artikler ned.
Lad os håbe at klagesagen med ’Vi gav det væk gratis’ snart forstummer eller i hvert fald henvises til påstandenes elefantkirkegård. Der hvor vi også finder udsagn om, ’Som medier skal vi aldrig linke væk fra vores side. De skal holdes hos os’ og ’Dybe links er tyveri’.
Links og læs mere
