Nej’et 3.dec.15: Det ærgerlige valg og det forkerte signal til verden

Teksten i dette indlæg skrev jeg oprindeligt d. 4. december 2015 – oven på et flertal af vælgernes ‘nej’ til en indtræden for Danmark i det retslige samarbejde.

Jeg publicerede det ikke dengang, fordi jeg tænkte: “Arh, du er måske for sur.”

Men nu med næsten tre års afstand , publicerer jeg det. For kernen i det holder stadig.

  • Det har placeret de danskere borgere et ringere sted i EU
  • Det var et skidt signal at sende til EU
  • Det er blevet bemærket i Bruxelles. Danske synspunkter nyder ikke samme respekt og vægt som tidligere.

Jeg har lige været i Bruxelles – og midt i mellem gode snakke med politikere og embedsmænd samt græsrødder om de store europæiske emner stod én ting tindrende klart:

 

 

 

 

Samarbejdet udvikler sig på præcis de områder, hvor vi har forbehold – så vi glider længere og længere væk fra kernesamarbejdet. Vores stemme mister stille og roligt gennemslagskraft.

 

 

 

 

Det er det billede, de konsekvenser og den stemning, som jeg blandt andet går til valg på at være med til at ændre .

Tekst fra d. 4. december 2015
Jeg er  sur over resultatet af folkeafstemningen. Man kan godt respektere flertallets afgørelse – og samtidig mene dybt i sit hjerte, at det var en ærgerlig afgørelse , som sender et forkert signal til verden om troen på det forpligtende europæiske samarbejde og fælles løsninger.

Politikerne har aftenen igennem og i den afsluttende partileder-runde slået fast, at de “respekterer nejet” og at der “ikke eksisterer forkerte resultater, når vælgerne har talt”. Og de har alle lydt yderst optimistiske og næsten som om at de alle havde vundet, når det nu er Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance samt Folkebevægelsen mod EU, der har vundet.

De har vundet en sejr, der betyder , at Danmark skal til at gå efter parallel-aftaler på de områder, som vi ønsker – og som EU måske, måske vil tilkende os. Vi kan ikke kræve parallel-aftaler – og det er aftaler, hvor vi ikke kan ændre noget, men blot  tiltræde samarbejder hvor indholdet er besluttet af andre lande. Kopi-maskine-medlemsskab , kan man sige.

Det ærgerlige
Men danske borgere og EU-borgere i Danmark mister på sigt rettigheder og indflydelse – og fjerner sig fra kernen i EU-samarbejdet, der har sikret fred i Europa, velstand, basale rettigheder fra Irland til Rumænien og fælles løsninger inden for miljø, bekæmpelse af monopoler, forskning, uddannelse plus øgede forbrugerrettigheder.

Det synes jeg er ærgerligt, at flertallet af danskerne lader Danmark fjerne sig fra ved Nej’et – og det synes jeg at for politikere gav udtryk for.

Hvorfor var der ikke een partileder og ledende politiker, der sagde: “Ja, det var et kolossalt nederlag – og ØV, hvor er jeg sur og træt af det”.

I stedet begyndte de straks at tale om en ny folkeafstemning om en håbet parallel-aftale med de øvrige 27 EU-lande om fortsat forbliven i Europol.

Det kan være, at det er det, som et flertal af befolkningen ønsker – inklusive nej-sigerne – men det er ikke bare ærgerligt , det er forkert signal at sende til verden og den resterende del af EU, om Danmarks engagement i fællesskabet.

Det forkerte
EU er ude i en historisk krise. Knap er unionen kommet sig oven på gældskrisen og risikoen for sammenbrud, før EUs sammenhængskraft trues af muligt britisk exit og en stor flygtningestrøm, som medlemslandene ikke har vist vilje til at fordele – trods forslag fra EU Kommissionen om en fordelingsnøgle.

Flere og flere lande nægter at yde til fælleskabet i EU omkring især flygtningestrømmen . I stedet har lande som Ungarn og Polen med højrenationale regeringer stillet sig på bagbenene. Læg dertil Storbritanniens bevægelse mod døren – og så kommer Danmark  og sender et signal om, at vi heller ikke tror på fælles løsninger.

Der er andre bevæggrunde for nejet fra fx Enhedslisten og Folkebevægelsen i forhold til ønske om et mellemstatsligt men forpligtende samarbejde og et bredere internationalt samarbejde.

De har bare ikke konkretiseret det i forhold til hvordan – og jeg frygter , at deres nej bliver overskygget af DFs nationalkonservative nej , hvad angår gennemslagskraft i udlandet.

Jeg frygter, at EU og højrenationale skeptikere i Europa vil opfatte nej’et som et nej, hvor danskerne vender ryggen til samarbejdet i endnu højere grad.

Når et lille , rigt EU -land der har haft umådelig gavn af medlemskabet går flere skridt baglæns, bliver det bemærket.

Som med klimaområdet og på ulandsbistandsområdet tænker andre lande : “Når Danmark ikke tror på det , hvorfor skulle vi så gøre det “?

 

 

Skriv en kommentar

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.